|
|
FAMILIEMEDIATORER

I FORENINGEN
MEDIATORADVOKATER
AFTALE
|
Mediatoradvokaters
standardmediationsaftale — oktober 2004
1. Principper
1.1. Mediation er en uformel proces, hvor mediator på
parternes initiativ bistår parterne med selv at bringe
deres konflikt til afslutning ved aftale.
1.2. Mediation er frivillig. En part og mediator er til
enhver tid berettiget til at afslutte mediationen.
1.3. Mediator er ikke parternes rådgiver og har ikke kompetence
til at afgøre parternes konflikt.
2. Neutralitet, upartiskhed og uafhængighed
2.1. Mediator skal være neutral og upartisk.
2.2. Mediator erklærer, at han er fuldstændig uafhængig
af parterne, og at han ikke på noget tidspunkt har bistået
eller på anden måde har haft forbindelse til nogen af
parterne på en sådan måde, at der berettiget kan rejses
tvivl om mediators fuldstændige uafhængighed.
3. Fortrolighed
3.1. Oplysninger, som fremkommer under mediationen, er
fortrolige for alle deltagere. Ingen må videregive fortrolige
oplysninger, som ikke hidrører fra vedkommende selv, medmindre
andet følger af lovgivningen. Dette gælder også under
en efterfølgende rets- eller voldgiftssag.
3.2. En part kan dog anvende oplysninger modtaget under
mediationen til at begrunde en anmodning til retten om
at pålægge modparten eller tredjemand at udlevere dokumenter,
jf. Retsplejelovens kapitel 28.
3.3. Der tages ikke referat af mediationen.
4. Mediationens forløb
4.1. Mediationen indledes med, at parterne og mediator
underskriver denne aftale.
4.2. Mediator planlægger mediationens forløb i samråd
med parterne.
4.3. Mediator leder mediationen.
4.4. Parterne skal møde personligt. Den eller de, der
møder for en juridisk person, skal umiddelbart have kompetence
til at afslutte parternes konflikt.
4.5. Parternes eventuelle advokater kan deltage i møder,
hvori deres klienter deltager, medmindre andet aftales.
4.6. Andre end parterne, deres advokater og mediator kan
kun være tilstede under mediationen i det omfang, parterne
og mediator er enige herom.
4.7. Mediator søger klarlagt, hvori parternes konflikt
består, hvilke interesser og behov parterne har, og assisterer
parterne i selv at fremkomme med forslag til løsning af
deres konflikt.
4.8. Mediator kan afholde møder med parterne samlet eller
hver for sig. Når der afholdes møder med parterne hver
for sig, aftales hvilke oplysninger mediator kan viderebringe
til den anden part.
4.9. Parterne er bekendt med, at mediator ikke er forpligtet
til at give udtryk for styrker eller svagheder i parternes
faktiske eller retlige argumentation eller til at gribe
ind, hvis parterne måtte finde en løsning på deres konflikt,
der afviger fra det udfald, som sandsynligvis ville blive
resultatet af en dom eller voldgiftskendelse.
4.10. Mediationen afsluttes ved, at parterne løser deres
konflikt ved aftale eller ved, at en part eller mediator
ønsker at afslutte mediationen.
5. Mediators honorar
5.1. Hver part betaler halvdelen af mediators honorar
og udgifter i anledning af mediationen.
5.2. Sikkerhed for mediators honorar og udgifter stilles
af parterne hver med halvdelen af det krævede beløb. Sikkerhedens
størrelse kan ikke tages som udtryk for størrelsen af
de endelige omkostninger ved mediationen.
5.3. Hver part bærer egne omkostninger ved mediationen.
5.4. Hver part bærer omkostningerne til tredjemænd rekvireret
af den pågældende part. Mediator dækker ikke og hæfter
ikke for sådanne tredjemænds deltagelse i mediationen.
6. Underskrifter
Parterne og mediator indgår hermed nærværende aftale,
og parterne erklærer samtidig:
at de er bekendt med, at mediationen
kan føre til en aftalt løsning på konflikten, som afviger
væsentligt fra det udfald, en dom eller afgørelse fra
administrativ myndighed i sagen eventuelt måtte få, og
at de endvidere er bekendt med, at mediator
ikke har pligt til at give udtryk for styrker og svagheder
i parternes retlige og faktiske argumentation eller til
at gribe ind, hvis parterne under mediationen bliver enige
om en løsning på konflikten, som afviger væsentligt fra
det udfald, en dom eller afgørelse fra administrativ myndighed
i sagen eventuelt måtte få.
Se aftalen som pdf (14
kb)
|
|
|